Masterclass: Hybrid ledelse

Selvom nedlukningen snart er ovre, vender vi ikke bare tilbage til arbejdet. Den hybride æra, hvor vi fleksibelt veksler mellem at arbejde hjemmefra og på kontoret, er allerede i gang. Men hvordan leder man i den hybride organisation? Hvordan sikrer du godt samarbejde, tillid og effektivitet i den hybride æra?

Som medlem af Digital Dogme får du adgang til denne eksklusive masterclass. Læringsforløbet bygger på erfaringer fra Digital Dogmes medlemmer og faciliteres af henholdsvis en erfaren hybrid leder og en erfaren erhvervspyskolog.

 

Læringsforløbet er relevant for dig hvis du kan svare ja til nedenstående:

  • Ved du, at du fremover kommer til at udøve hybrid ledelse, hvor dine medarbejdere fleksibelt veksler mellem at arbejde hjemmefra og på kontor?
  • Oplever du allerede nu, at der er udfordringer i at håndtere møder og samarbejde, når nogle kolleger er ude og andre er på basen?
  • Er du i tvivl om, hvad der er retfærdige og rimelige krav og præmisser for hhv. at arbejde hjemme og på arbejdspladsen?
  • Er du interesseret i at vide, hvilke teknologiske muligheder der er for at organisere og kommunikere i det hybride arbejde?

Vi samler en mindre gruppe af ledere fra forskellige virksomheder på fire sessioner af to timer. På hver session får du inspiration til, hvordan du håndterer dine udfordringer som hybrid leder – og samtidig skaber vi mulighed for sparring omkring dine konkrete, aktuelle udfordringer.

Læringsforløbet tilbydet lige nu uden vederlag til Digital Dogmes medlemmer.

Digital Dogme udsteder efter kurset et digital badge (internationalt online certifikat), som du som deltager kan bruge i din videre karriereudvikling.

 

Hver session er fokuseret på en hybrid udfordring:

Session 1: Hvad er retfærdig, og hvad skal være præmisserne for det hybride arbejde?

Hvordan sikrer du balance mellem hensynet til effektiv opgaveløsning, den enkeltes ønsker for arbejdslivet og behovet for et stærkt, kollegialt fællesskab? Det er fokus for første session, hvor vi samtidig præsenterer os for hinanden og taler om, hvad vi har lært under pandemien og om jeres vigtigste hybride udfordringer.

 

Session 2: Tillid. Hvordan udvikler du teamspirit og gensidig tillid i hybriditet?

Når nogle kolleger færdes meget på kontoret, mens andre mest arbejder hjemmefra, kan der ske en uhensigtsmæssig opdeling af teamet – det skal du som leder afhjælpe. Vi sætter fokus på, hvordan du udvikler psykologisk tryghed i den hybride organisation. Vi giver også inspiration til, hvordan du håndterer, at medarbejderne har forskellige individuelle præferencer og livsvilkår. Hvordan sikrer du fællesskabet og det gode samarbejde under disse vilkår?

 

Session 3: Balancen mellem distance og samvær.

Vi sætter fokus på, hvornår online-arbejdet er det optimale, og hvornår du skal insistere på at alle deltager i et fysisk møde. Vi giver også ideer til, hvordan I får størst muligt udbytte af disse fælles, fysiske møder. Hvad er go og no-go når det gælder hybride møder? Og hvordan kan I bruge mikro-interaktioner i hverdagen til at fremme nærvær og koordinering?

 

Session 4: Teknologien som brobygger. Hvordan kan du bruge teknologi til at sikre koordinering, fællesskab og engagement?

Hvordan bruger du aktivt teknologiske muligheder til at skabe stærkt samarbejde og team følelse, når alle ikke er på kontoret samtidig. Og hvilke muligheder er der for at holde fingeren på pulsen omkring trivsel, performance og tilknytning til arbejdspladsen. Det stiller vi skarpt på i denne sidste session.

 

Dit udbytte

Du får:

  • En individuel online-samtale om dine udfordringer som hybrid leder, og hvad du er optaget af at lære gennem forløbet
  • Fire nærværende online-sessioner i en mindre gruppe, hvor du får inspiration og værktøjer til hybrid ledelse
  • Et inspirerende netværk med andre ledere, som også er optaget af at udøve god, hybrid ledelse.

 

Værktøjer

Gennnem læringsforløbet vil vi dele artikler og forskning, der giver forståelse, indsigter og inspiration til hybrid ledelse.

 

Målgruppe

Ledere på alle niveauer

 

Undervisere

Jesper Riedel

10 års ledelseserfaring fra Microsoft, senest 7 års praktisk erfaring som leder af internationale teams på tværs af 8 lokationer. Jesper har praktisk erfaring med at bygge og lede teams, der navigerede i det hybride setup med en base af ansatte i Dublin og resten spredt i EMEA. Jesper har gennem Corona tiden arbejdet tæt sammen med større danske virksomheder om at udvikle konceptet for hybrid ledelse, holder seminarer og foredrag om emnet, og rådgiver kunder om effektiv hybrid samarbejde.

 

Lene Flensborg

Lene Flensborg er erhvervspsykolog og partner i konsulentvirksomheden Organisation, hvor hun arbejder med ledelsesudvikling samt team- og organisationsudvikling af både globale og nationale team. Lene er dybt optaget af, hvordan man skaber nærvær og teamspirit i det virtuelle rum – og hvordan man udøver god personaleledelse virtuelt. Lene er forfatter af bogen ’Håndbog i god ledelse’ og medforfatter på bogen ’Positiv psykologi på arbejde’, og har bidraget til en række artikler om både ledelse og læring online.

 

 

Form

Læringsforløbet afholdes som udgangspunkt fysisk i Storkøbenhavn og er delt op i fire sessioner á to timer.

 

Tid og sted

Læringsforløbet afvikles over fire sessioner:

  • Onsdag den 18. august kl. 14:00 - 16:00
  • Tirsdag den 31. august kl. 14:00 - 16:00
  • Onsdag den 8. september kl. 14:00 - 16:00
  • Onsdag den 22. september kl. 14:00 - 16:00

 

Læringsforløbet er udviklet i samarbejde med

 

 

Kurset er eksklusivt for medlemmer af Digital Dogme


SÆRLIGT TILRETTELAGTE FORLØB

Er du interesseret i at booke særligt tilrettelagte forløb, f.eks. fysiske forløb, lukkede hold eller afvikling af læringsforløb på engelsk, er du mere end velkommen til at kontakte os for at høre nærmere.